Et babyshower er en af de fantastiske amerikanske traditioner, der har sneget sig lige så stille ind i dansk kultur. Det er en fejring af livet og moderens graviditet. Derfor er det også typisk, noget kvinder holder for deres veninder, og kan hurtigt (med rette) blive lidt af en tøseaften.
Traditionen tro er et babyshower noget, den gravide selv afholder og derfor også selv betaler, men økonomisk skal det nok løbe rundt, da den gravide kan forvente at blive badet i en gaveregn – deraf navnet babyshower.
Hvis du skal holde babyshower, er det typisk noget, der foregår en måned eller to inden den forventede fødsel.
Pynt
Når man skal pynte op til arrangementet, skal man lukke sit indre barn ud, og du skal betragte det som den første børnefødselsdag, du holder – bare uden børn. Pynt til babyshower er en overflod af balloner, konfetti og vilde farver. Du skal pynte din stue op, så det ligner gerningsstedet for en cirkusklovn med en bombe spændt til brystet.
Hvis du allerede kender kønnet på dit kommende barn, kan du indrette festen i enten lyseblå eller lyserød og gøre et tema ud af det på den måde.
Hvis du endnu ikke kender kønnet, eller ikke går op i normative udtryk, kan du indrette festen helt kønsneutralt i hvide og guldfarvede papirgenstande.
Mad og drikke
Et babyshower bliver måske din sidste aften med veninderne i lang tid, og det skal kunne mærkes. Dine veninder ved godt, at du kommer til at få travlt, så de vil forvente at blive forkælet. Invitér for eksempel på ’gravøl’ i form af Bellini eller Champagne. Også selvom du ikke selv kan drikke det.
Sørg også for lidt lækker mad. Her er tapas genialt, da I kan nappe lidt til det, mens gaverne bliver pakket op.